
Energimarkedsanalytiker
- Odense, Danmark
Stillingsbeskrivelse
Energimarkedsanalytiker
Stillingsbeskrivelse
Er arbejdet med elmarkedet, analyser, data og planlægning lige dig? Vil du gøre en forskel hos en virksomhed, som er med helt fremme i den grønne omstilling? Så er det måske lige netop dig, vi mangler i vores planlægningsteam!
Om stillingen
Du bliver en vigtig del af vores planlægningsteam, der lige nu består af fem dygtige og engagerede medarbejdere. Den vigtigste opgave er at sikre den optimale planlægning af el- og varmeproduktion på kort sigt. Det gør vi ved at analysere alt fra de daglige markeder, til hvad der påvirker produktionsomkostningerne, såsom brændselsomkostninger og CO2-kvotemarkedet.
Hvem er vi?
Fjernvarme Fyn er en forsyningsvirksomhed med høj faglighed, stor fleksibilitet og en central rolle i den grønne omstilling. Vi arbejder målrettet med at udvikle og investere i fremtidens klimavenlige løsninger: vi vil skabe fremtidens klimaneutrale, robuste og konkurrencedygtige fjernvarme.
Det kalder på både fællesskab og handlekraft. Vores arbejdsopgaver spænder bredt, men uanset rolle og fagområde bidrager alle medarbejdere til samme mål: at skabe en mere bæredygtig fremtid
Vi er lige knap 400 engagerede medarbejdere, der i fællesskab leverer fjernvarme til mere end 100.000 boliger, virksomheder og institutioner.
Eksempler på arbejdsopgaver:
· Løbende holde dig opdateret indenfor de relevante markeder og implementere ny viden i virksomheden.
· Bidrage til at videreudvikle strategien for, og optimere Fjernvarme Fyns produktionsportefølje.
· Udvikle og anvende analysemodeller på tværs af forskellige komplekse problemstillinger, og sikre at de udmunder sig i konkrete handlinger.
· Omsætte data og analyseoutput til klare konklusioner og anbefalinger, herunder tydeliggørelse af konsekvenser, usikkerheder og relevante afvejninger.
· Bidrage til løbende opfølgning og afrapportering, hvor resultater sættes i perspektiv og anvendes aktivt i dialoger og beslutningsprocesser.
Du besidder stor viden eller interesse inden for branchen og ser en dyd i at holde dig opdateret. Dine opgaver, og tilgangen til dem, kan du i høj grad selv være med til at præge baseret på din viden og interesser. Du får direkte reference til teamleder for Planlægning, Ulrik Gregers Jørgensen.
Lidt om dig
· Du har erfaring fra energibranchen og måske en faglig baggrund inden for energiområdet
· Du besidder et stort overblik og kan vurdere, hvor indsatsen gør størst gavn
· Du er systematisk, grundig og ansvarsfuld
· Du kan samarbejde tæt med faglige specialister for at forstå komplekse problemstillinger og omsætte dem til analyser, der understøtter praktiske og strategiske valg.
· Du har evnerne til, i fællesskab med dine kollegaer, at videreudvikle et godt og åbent arbejdsmiljø
Vi tilbyder
Vi tilbyder en attraktiv arbejdsplads med formål, faglighed og fleksibilitet i forhold til opgaver såvel som til dit øvrige liv. Du får mulighed for at præge opgaver og arbejdsmiljøet i en fremadskuende organisation omgivet af kollegaer, der deler din arbejdsglæde og uformelle omgangstone.
Du får bl.a. også adgang til sundhedsforsikring, en livlig personaleforening, kantineordning, adgang til motionsrum og mulighed for fleksibilitet der er tilpasset din livsfase.
Vil du høre nærmere, så er du velkommen til at kontakte teamleder for Planlægning, Ulrik Gregers Jørgensen, på telefon 2147 1404 / E-mail ugj@fjernvarmefyn.dk.
Vi glæder os til at høre fra dig
Send os dit fyldestgørende CV med en kort profiltekst. Det gør du ved at trykke på knappen ”Ansøg”. Vi ser frem til at høre fra dig og indkalder løbende til samtaler.
Fjernvarme Fyn ejer de største kraftvarmeværker på Fyn, er Danmarks 3. største varmeforsyning og godt i gang med grøn omstilling henimod målet om klimaneutralitet i 2030. Vi dækker cirka 97 % af varmebehovet i Odense og omegn svarende til mere end 100.000 boligenheder.
Vi er knap 400 ansatte og kendetegnet ved formål, faglighed og fleksibilitet. Yderligere oplysninger om Fjernvarme Fyn kan findes på www.fjernvarmefyn.dk
eller
Færdig!
Din ansøgning er blevet indsendt.

