Gå til Indhold

Automatiktekniker til vedligehold af fjernvarmeforsyning

    • Odense, Danmark

Stillingsbeskrivelse

Automatiktekniker til vedligehold af fjernvarmeforsyning

Har du svendebrev som automatiktekniker, og ønsker du at arbejde med vedligehold og udbygning af kraftværksblokke og fjernvarmesystemer? Vil du være en del af en virksomhed midt i den grønne omstilling?

Så er det måske dig, vi søger til vores el-værksted hos Fjernvarme Fyn.

Hos Fjernvarme Fyn er vi i fuld gang med at om- og udbygge vores produktionsapparat til fremtidens klimavenlige varmeforsyning. Vi spiller en vigtig rolle i den store forandring af energisektoren og arbejder løbende på at udvide og optimere vores forsyningsnet, så endnu flere kan få glæde af fynsk fjernvarme.

Hvem er vi?

Fjernvarme Fyn er en forsyningsvirksomhed med høj faglighed, stor fleksibilitet og en central rolle i den grønne omstilling. Vi arbejder målrettet med at udvikle og investere i fremtidens klimavenlige løsninger: vi vil skabe fremtidens klimaneutrale, robuste og konkurrencedygtige fjernvarme.
Det kalder på både fællesskab og handlekraft. Vores arbejdsopgaver spænder bredt, men uanset rolle og fagområde bidrager alle medarbejdere til samme mål: at skabe en mere bæredygtig fremtid.

Vi er lige knap 400 engagerede medarbejdere, der i fællesskab leverer fjernvarme til mere end 100.000 boliger, virksomheder og institutioner.

Om stillingen
Som vores nye kollega bliver du en vigtig del af teamet, der sikrer en stabil og driftssikker varmeforsyning til vores kunder.

Dine arbejdsopgaver vil blandt andet være:

  • Fejlfinding, reparation og vedligehold af produktions- og distributionsanlæg i hele forsyningsområdet

  • Arbejde med instrumentering, herunder temperatur, tryk, flow, pneumatik, niveau, hydraulik, vibrationer, vægt, miljøstationer, emissionsmåling, pH-måling samt CMX-system

  • Bidrage til et godt kollegaskab, en effektiv opgaveløsning og hverdag i teamet

Du bliver en del af el-værkstedets team med dygtige og engagerede kolleger og er med til at sikre, at produktionsanlæggene altid kan holdes i drift.


Vi forventer
Du er uddannet automatiktekniker og har minimum 5 års erfaring fra procesindustrien eller tilsvarende.

Som person har du en høj arbejdsmoral med fokus på at løse dine opgaver tilfredsstillende. Det betyder, at du naturligt og selvstændigt tager initiativ og ansvar for dine opgaver, som du løser struktureret og systematisk.

Du indgår positivt og konstruktivt i forskellige teamrelationer, da opgaver ofte løses sammen med andre kollegaer. Du vægter og bidrager derfor til det gode arbejdsmiljø for både dig selv og dine kolleger.

Arbejdstiden er fra kl. 07.00 - 15.00 mandag - torsdag og fra kl. 07.00 - 14.30 fredag. Efter endt oplæring skal du indgå i en tilkaldevagt cirka hver 12. uge. Tilkaldevagten ligger fra mandag til fredag fra kl. 15.00 til kl. 07.00 samt i hele weekenden.

Du skal have almindeligt kørekort til bil. Fjernvarme Fyn stiller vagtbil til rådighed. Vi har røgfri arbejdstid.


Vi tilbyder
Vi tilbyder et spændende job på en attraktiv arbejdsplads med formål, faglighed og fleksibilitet i centrum, hvor du bliver en del af en stor energivirksomhed, der står midt i den grønne omstilling.

Du får en afvekslende hverdag på vores højt automatiserede kraftværksanlæg med alt fra højspændingsanlæg ned til svagstrømssystemer, samt på vores decentrale pumpestationer, spidslastcentraler og varmepumpeanlæg blandt spændende teknisk udstyr.

Herudover får du naturligvis også adgang til en lækker kantineordning, sundhedsforsikring, en livlig personaleforening samt adgang til motionsrum.


Yderligere information
Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte: Teamleder el-værkstedet, Thorstein Raahauge Larsen, på telefon 20402757 eller via e-mail på thla@fjernvarmefyn.dk.


Ansøgning
Er det dig, vi søger? Send os dit opdaterede CV. Vi indkalder løbende til 20 minutters 1. samtaler via Teams. Du søger stillingen ved at trykke på knappen "Ansøg " øverst på denne side. Her får du mulighed for at vedhæfte dit CV og andre relevante bilag.

Fjernvarme Fyn ejer de største kraftvarmeværker på Fyn, er Danmarks 3. største varmeforsyning og godt i gang med grøn omstilling henimod målet om klimaneutralitet i 2030. Vi dækker cirka 97 % af varmebehovet i Odense og omegn svarende til mere end 100.000 boligenheder.

Vi er mere end 380 ansatte og kendetegnet ved formål, faglighed og fleksibilitet. Yderligere oplysninger om Fjernvarme Fyn kan findes på www.fjernvarmefyn.dk.

eller